Kost og ADHD

Generelt om kost Der findes mange teorier om, hvordan kosten kan påvirke mennesker med ADHD. I dag ved vi, at der hverken er enkelte fødevarer eller specielle diæter og kosttilskud, der kan fjerne ADHD-symptomerne uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Derimod skal man være opmærksom på, at mennesker med ADHD kan have en nedsat evne til at mærke sult/mæthed, og dermed være i risiko for fejl- og underernæring. Det generelle råd vedrørende kost er derfor at følge de officielle 8 kostråd, herunder at bevare normalvægten.

Sammenhæng mellem kost og ADHD Helt overordnet har kosten samme indflydelse på mennesker med ADHD, som mennesker uden ADHD. Kosten har derfor ingen plads i den behandling af ADHD, der indgår i det offentlige sundhedssystem. Mange alternative behandlere mener derimod at behandling for eksempel i form af restriktive diæter og kosttilskud kan nedsætte eller kurere ADHD-symptomer. Der er altså stor uenighed mellem offentlige og alternative behandlere. Den videnskabelige litteratur om en sammenhæng mellem kost og ADHD er omfattende. For at kunne vurdere, hvilke retningslinjer det offentlige sundhedssystem bør følge , er man imidlertid nødt til at forholde sig til de samlede undersøgelsesresultater, og ikke blot anbefale kostråd på baggrund af enkeltundersøgelser, sådan som alternative behandlere ofte gør. Når man således ser på den samlede dokumentation kan det overordnet konkluderes, at det er meget sparsomt med valide undersøgelser og resultater, der understøtter teorierne om, at der skulle være en sammenhæng mellem kost og ADHD. Selvom nogle enkeltstudier har vist potentiel og positiv effekt af diæt eller kosttilskud på kernesymptomer hos eksempelvis børn med ADHD, så er det samlede videnskabelige grundlag altså ikke tilstede for at anbefale nogen form for diæt i behandlingen af børn med ADHD.

Farvestoffer Eksempelvis er der lavet en række undersøgelser af farvestoffer. Her er det fundet, at en undergruppe af børn reagerer negativt på indtag af enkelte eller flere kunstige farvestoffer. Der er imidlertid ikke fundet en sammenhæng mellem børn, der reagerer negativt, og diagnosen ADHD, og dermed er der heller ikke belæg for at anbefale alle børn med ADHD at udelukke farvestoffer fra kosten.

Diæter Ligeledes er der ikke videnskabeligt belæg for, at det at følge en restriktiv diæt, hvor man udelukker én eller flere fødevarer fra kosten, forbedrer adfærd hos børn med ADHD. Tværtimod er restriktive diæter ofte en byrde for familien – de er komplekse at gennemføre, dyre, kan være socialt invaliderende og kan ikke mindst være skadelige på grund af risiko for fejl- og underernæring. Det bør derfor frarådes, at børn med ADHD sættes på diæt.

Sukker og sødestoffer Der er lavet adskillige undersøgelser af sukkers effekt på børn med ADHD, og modsat hvad mange forældre tror, er der heller ikke dokumentation for, at der skulle være en årsagsmæssig sammenhæng mellem hverken sukker eller sødestoffet aspartam og ADHD. Børn og voksne med ADHD bør derfor følge de almindelige anbefalinger om at max. 10 energiprocent af kosten kommer fra sukker. Den mængde svarer til 45-60 gram sukker i alt om dagen for et skolebarn. Til sammenligning er der 50 gram sukker i ½ liter sodavand.

Vitaminer og mineraler Med hensyn til kosttilskud er der ikke belæg for at anbefale store doser i form af for eksempel B og C vitaminer for at afhjælpe ADHD-symptomer. Tværtimod kan indtag af store doser vitaminer medføre indtag af toksiske doser – det vil sige en dosis, som er så høj, at vitaminerne begynder at give bivirkninger. Ej heller er det sandsynliggjort, at mennesker med ADHD specifikt har lavt niveau af mineralerne jern, zink eller magnesium; endsige at tilskud kan forbedre kernesymptomer. Da man imidlertid ikke kan udelukke, at der kan være et lavt niveau af for eksempel jern som følge af eventuel appetitløshed og lavt kalorieindtag, kan det anbefales at få målt dette hos egen læge, hvis man er undervægtig.

Omega-3 og Omega-6 fedtsyrer Sidst, men ikke mindst, har man gennemført en række randomiserede, kontrollerede undersøgelser (RCT) med henblik på at se, hvilken effekt polyumættede fedtsyrer (omega 3 og 6) har på ADHD. Her har man delt forsøgsdeltagerne tilfældigt op i to grupper og givet den ene gruppe kapsler med varierende indhold af Omega-3 og den anden gruppe kapsler med eksempelvis olivenolie. Dette anses for at være højeste standard af undersøgelser, og her har virkningen af polyumættede fedtsyrer ikke været overbevisende i forhold til at forbedre kernesymptomer ved ADHD. Siden 2000 er der således gennemført syv RCT´er, der har undersøgt effekt af fiskeolie på ADHD- eller ADHD-lignende symptomer. Tre af disse studier undersøgte omega-3 på børn med diagnosen ADHD. Resultatet var ingen overbevisende effekt af omega-3 eller kombination af omega-3/omega-6 på ADHD-symptomer. De fire øvrige studier undersøgte fiskeolie på børn uden ADHD-diagnose. To af disse studier havde delvis positivt resultat. Alternative behandlere henviser ofte til ét af disse to studier - det såkaldte Durham-trial - der således testede fiskeoliekapsler på børn med indlæringsvanskeligheder (DCD) og ikke ADHD. På trods af at The Durham Trial altså ikke testede fiskeolie på deltagere med ADHD, refererer alternative behandlere ofte til netop denne undersøgelse som dokumentation for, at fiskeolie har effekt på ADHD-symptomer. Forsøget The Durham Trial er så sent som i 2008 blevet gentaget, denne gang på børn med diagnosen ADHD – og denne gang uden at kunne vise samme overbevisende positive resultater. Generelt er der derfor ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig dokumentation for at sige, at enkelte fødevarer, diæter eller kosttilskud kan afhjælpe ADHD-symptomer, og dermed er der ikke belæg for at mennesker med ADHD alene i kraft af ADHD har behov for at spise anderledes, være på bestemte diæter eller indtage specifikke kosttilskud end andre mennesker. Til gengæld er der andre ernæringsmæssige problemer forbundet med at have ADHD.

Spisevanskeligheder relateret til kernesymptomer Selve det at spise er en daglig udfordring, fordi måltidet er en af de situationer, hvor kernesymptomerne uopmærksomhed, impulsivitet og hyperaktivitet ved ADHD kommer til udtryk på én gang i form af vanskeligheder med at sidde stille, vente på tur, hæmme sine impulser, planlægge hvad og hvor meget man vil spise, overskue hvad der er start og slut på måltidet, styre sin motorik, føre en samtale, lytte til og være sammen med andre. Stram rutine og fast struktur i hverdagen er principper, som mennesker med ADHD har stor gavn af, og det er principper, der således også gælder i spisesituationer. Så det handler om at strukturere kosten og skabe optimale rammer omkring måltidet. Det kan helt konkret være i form af fast spisetid hver dag; fast plads ved spisebordet; færrest mulige stimuli på og omkring bordet hvor der spises etc. Mange mennesker med ADHD har lettere ved at forstå og fastholde information, som præsenteres visuelt, end information der formidles via det talte sprog. Det kan derfor være en hjælp at bruge såkaldte visuelle støttesystemer, hvor man konkretiserer forløb ved hjælp af billeder, fotos, piktogrammer og skrift, så der skabes overblik, struktur og sammenhæng i spisesituationer. Helt konkret kan man for eksempel vise barnet billeder af et forløb i en spisesituation: 1. Peter dækker bord; 2. Peter har to tallerkener: På nr. 1 er det, han SKAL spise, på nr. 2 er det, han MÅ spise; 3. Man skal minimum sidde i 15 minutter ved bordet – de første 5 minutter spises uden at snakke. 4. Når Peter har spist al sin mad på ”Skal-tallerkenen”, får han en ”stjerne” som belønning.

Nedsat evne til at mærke sult/mæthed Mennesker med ADHD har grundlæggende en svag sanseregulering, der blandt andet kommer til udtryk ved manglende eller svag fornemmelse for sult og mæthed. Har man eksempelvis nedsat sultfornemmelse betyder det, at man ofte glemmer at spise, og det giver øget irritation og forstærket koncentrationsbesvær. At man først mærker sulten, når det er ”for sent” kan medføre, at man i højere grad vil være tilbøjelig til at vælge hurtige og nemme løsninger til at stille sulten, eksempelvis i form af sukkerholdige mad- og drikkevarer. En svag fornemmelse for mæthed kan betyde, at man forlader måltidet for hurtigt, eller at man tværtimod ikke stopper med at spise, før man er alt for mæt, og maden ”sidder i halsen”.

Appetitløshed En central del af behandlingen af ADHD er centralstimulerende medicin, der har en række kendte bivirkninger som mavesmerter, søvnbesvær og appetitløshed. Bivirkningerne er ofte forbigående, bortset fra appetitnedsættelse, der i mange tilfælde er vedvarende, med vægttab, vækstproblemer og generel mistrivsel til følge. Som følge heraf anbefales det, at man løbende holder øje med sin vægt og bevarer normalvægten. Brug eventuelt BMI (Body Mass Index) som rettesnor for normalvægt. Er man blevet undervægtig og har behov for at tage på, kan man søge hjælp hos en autoriseret klinisk diætist.

Fejl- og underernæring De omtalte ernæringsmæssige problemstillinger gør, at mennesker med ADHD er i øget risiko for at udvikle fejl- og undernæring. Det skyldes dels, at det kan være vanskeligt at holde koncentrationen og opmærksomheden i spisesituationen, og dels at personer med ADHD har svært ved at mærke sult/mæthed. Endelig har centralstimulerende ADHD-medicin ofte den bivirkning, at man kan miste appetitten.

Kostråd til børn og voksne med ADHD Børn og voksne med ADHD bør som udgangspunkt følge de officielle 8 kostråd, der tager højde for, at man får dækket sit behov for makronæringsstoffer (fedt, protein, kulhydrat) og mikronæringsstoffer (vitaminer, mineraler, vand) gennem en sund og varieret kost. Et af de 8 kostråd er desuden at bevare normalvægten, da både over- og undervægt kan have alvorlige konsekvenser for helbredet. Hvis man i en periode er undervægtig eller på anden måde ikke spiser sundt og varieret, kan det anbefales, at man spiser en multivitaminpille dagligt. Referenceliste:  BUP-DK (2008). Referenceprogram for udredning og behandling af børn og unge med ADHD. http://www.bupnet.dk/media/ADHDReferenceprogram080508_jsb[1].pdf 25.08.08. Damm D, Thomsen PH (2006). Om børn og unge med ADHD. København: Hans Reitzels Forlag. Hirayama S, Hamazaki T, Terasawa K (2004). Effect of docosahexaenoic acid-containing food administration on symptoms of attention-deficit/hyperactivity disorder - a placebo-controlled double-blind study. European Journal of Clinical Nutrition, 58(3):467-473. Holm D (2006). HVASKO – pædagogik i hverdagen med ADHD. ADHD-foreningen. Jensen MB, Toft S (2003). Visuelle støttesystemer. Specialpædagogik, 3 (23): 56-60 Johnson M, Östlund S, Fransson G (2008). Omega-3/omega-6 fatty acids for attention-deficit/hyperactivity disorder. A randomized placebo-controlled trial in Children and Adolescents. Journal of Attention Disorders, OnlineFirst. April 30. McCann D, Barrett A, Cooper A et al. (2007). Food additives and hyperactive behaviour in 3-year-old and 8/9-year-old children in the community: a randomised, double-blinded, placebo-controlled trial. Lancet, vol 370: 1560-1567. Richardson AJ, Puri, Basant K (2002). A randomized double-blind, placebo-controlled study of the effects of supplementation with highly unsaturated fatty acids on ADHD-related symptoms in children with specific learning disabilities. Progress in Neuro-Psychopharmacology & Biological Psychiatry, 26, 233-239. Richardson AJ, Montgomery P (2005). The Oxford-Durham study: a randomized, controlled trial of dietary supplementation with fatty acids in children with developmental coordination disorder. Pediatrics, 115(5):1360-1366. Sinn N, Bryan J(2007). Effect of supplementation with polyunsaturated fatty acids and micronutrients on learning and behaviour problems associated with child ADHD. Journal of Developmental & Behavioral Pediatrics, 28(2): 82-91. Stevens LJ, Zhang W, Peck L (2003). EFA supplementation in children with inattention, hyperactivity, and other disruptive behaviors. Lipids, 38(10):1007-1021. Voigt RG, Llorente AM, Jensen CL (2001). A randomized, double-blind, placebo-controlled trial of docosahexaenoic acid supplementation in children with attention-deficit/hyperactivity disorder. The Journal of Pediatrics, 139(2):189-196.