tirsdag den 26. juli 2011

Amy Winehouse bisat i London

Familie og næsten 400 venner deltog tirsdag i bisættelsen af Amy Winehouse ved ceremoni i London.
Rampelyset er slukket for den verdenskendte britiske sangerinde Amy Winehouse.
Winehouse blev tirsdag eftermiddag bisat i Golders Green i det nordlige London omgivet af sin familie og nærmeste venner. Familien havde frabedt sig deltagelse af medier og fans ved ceremonien for den 27-årige kunstner.


Ifølge de britiske aviser deltog omkring 400 mennesker i bisættelsen, der blev afsluttet med at synge Carole Kings hit fra 1971 "So Far Away".
Winehouse, der i årevis var storforbruger af både alkohol og narkotiske stoffer, blev fundet død i sin seng i sit hjem i London lørdag. Dødsårsagen er endnu ikke fastlagt, ifølge politiet.
Der var søndag rygter om, at kærestesorger havde fået Winehouse til merdoble sit indtag af både vodka og narko, men det afvises af hendes kæreste, filminstruktøren Reg Traviss.
- Hun var fuld af liv og lykkelig i dagene op til sin død og gik til yoga og passede sin træning hver dag, fortalte Traviss til The Sun.
Amy Winehouse blev blandt andet verdenskendt med nummeret "Rehab". Hendes kaotiske privatliv gjorde hende til et af sladderpressens yndlingsofre.
I sin karriere høstede Amy Winehouse flere priser - primært for sit andet album "Back to Black", som hun udgav i 2006.
Med sin alt for tidlige død indlemmes Amy Winehouse i det, der er blevet kaldt Club 27, bestående af indflydelsesrige rockmusikere, der er døde i en alder af blot 27 år. Blandt andre Janis Joplin og Jim Morrison
Ved tirsdagens ceremoni sluttede hendes far, Mitch, sin tale med ordene "Goodnight, my angel". Før det havde han flere gange i sin tale fremhævet, at hun den seneste tid havde været mere lykkelig end nogensinde før.
Blandt deltagerne ved bisættelsen var Kelly Osbourne samt sangeren Bryan Adams.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar